Oversat af Mette Thomsen
Yasser Arafats død og Saddam Husseins fald har ændret Mellemøstens politiske landskab. Irakerne trodsede oprørernes trusler imod at stemme i deres første frie valg i et halvt århundrede. Palæstinenserne stillede sig ligeledes i kø for at vælge en ny leder. Den demokratiske bølge bredte sig hurtigt. Libanesisk vrede over mordet på tidligere premierminister Rafiq Hariri i februar kulminerede i ophøret af Syriens lange besættelse og krav om egentlige frie valg.
Den demokratiske bølge har givet systemkritikerne mod til at ytre en hidtil uset kritik af diktatorerne. I Damaskus opfordrede Aktham Naisse f.eks. åbent til en ophævelse af de nødlove, hvorved det syriske regime har opnået diktatorisk magt. I Libyen opfordrede Fathi al-Jahmi, en tidligere provinsembedsmand, Muammar Gadhafi til at afholde flerpartivalg. I Egypten udfordrede Ayman al-Nour på samme måde præsident Hosni Mubarak.
Ditatorerne har bemærket det og har taget retorikken til sig, om ikke selve substansens i demokratiet. Mens saudiske embedsmænd har udbasuneret kongedømmets første lokalvalg nogensinde, har kun få saudiere accepteret de deraf følgende nedsatte råd som værende tilstrækkelige, råd som hverken har lovgivende magt eller budgetmæssige beføjelser.
Iranske ledere har ligeledes overtaget demokratiets retorik. Ayatollah Ruhollah Khomeini bragte gentagne gange løfter om et islamisk demokrati, selvom han samtidig fungerede som diktaturets dørvogter. “Da vi fandt ud af, hvad han mente, var det for sent,” fortalte en tidligere revolutionær mig, da jeg besøgte Isfahan i 1996. Den iranske præsident Muhammad Khatami, som i Vesten er blevet betegnet som en reformator, bøjede også meningen med demokratiet, da han skrev, at han støttede ideen, så længe det kun var folk med “flere års [islamiske] studier,” der kunne deltage fuldt ud.
Selvom amerikanske, europæiske og israelske embedsmænd er ret kyniske, når det gælder demokratisk tale fra diktaturer, er mange ejendommeligt blinde, når terroristgrupper erklærer deres nye forpligtelse på den politiske proces. Den 13. april 2005 betegnede Det Hvide Hus’ talsmand Scott McClellan f.eks.de Hamas-kandidater, som havde vundet valget, for “professionelle forretningsfolk,” en ejendommelig betegnelse for medlemmer af en gruppe, som er ansvarlig for mere end 400 israeleres død de seneste fem år. Europæiske embedsmænd og amerikanske intellektuelle har gentagne gange henvendt sig til Hamas. Da selvmordsbombekampagnen mod Israel var på sit højeste i 2002, førte Alistair Crooke, sikkerhedsrådgiver for EU, samtaler med Hamas’ leder, Sheikh Ahmed Yassin. Under en tale for The Council on Foreign Relations (rådet for udenlandske forbindelser) sidste år argumenterede Crooke for, at Hamas kunne udgøre en politisk partner.
Trods sin barske retorik i forbindelse med krigen mod terrorisme er Bush-administrationen også begyndt at vakle, når det gælder Hizbollah, en organisation der er ansvarlig for flere terroristmord på amerikanere end nogen anden gruppe før 11.september 2001. Ifølge to tidligere CIA-folk gav præsident Bush i kølvandet på angrebet på World Trade Center bemyndigelse til, at man rakte hånden frem mod gruppen. Dialogen fortsatte trods Hizbollah-leder Hassan Nasrallahs kommentar i oktober 2002 om, at “hvis de [jøderne] alle er samlet i Israel, sparer det os besværet med at opspore dem verden over.”
Ved en pressekonference den 15.marts 2005 tilbød Bush Hizbollah politisk redning, hvis de nedlagde deres våben. Den fejlslagne henvendelse blev tydelig en måned senere, da en embedsmænd fra Hizbollah, i et interview med Beiruts Daily Star, både lovede de kæmpende palæstinensere al den “materielle støtte,” de havde behov for i kampen mod Israel, og samtidig bekendtgjorde, at Hizbollah ville sende nogle udsendinge til Europa for at engagere politikerne og fremme gruppens aktiviteter “som modstandsgruppe og politisk parti.”
Også i Egypten har amerikanske embedsmænd rakt hånden frem mod islamister, hvis tilsagn til den demokratiske proces er tvivlsomme. Asharq al-Awsat rapporterede i sidste måned, at amerikanske diplomater havde ført samtaler med Muslim Brotherhood, en gruppe hvis væbnede fløj er ansvarlig for tusindvis af egypteres død. Ikke længe efter diplomaternes besøg detonerede terrorister en bombe på et offentligt marked og gennemhullede en turistbus med kugler.
Det slår aldrig fejl – at forhandle med terrorister giver bagslag. Den 29.april 2005 udsendte en islamistisk webside en tale ved den terroristiske mastermind Abu Musab al-Zarqawi, som betegnede amerikanernes udstrakte hånd som et tegn på svaghed. “De store tab, I har påført denne fjende, tvang, ved Allahs nåde, Amerika til at bønfalde om forhandlinger,” sagde han.
Mens sandt demokrati er de mellemøstlige diktaturers akilleshæl, kan et uoprigtigt tilsagn om demokrati derimod undergrave fred og sikkerhed. Man bør ikke fæste større lid til terroristers oprigtighed end til diktatorers. De tillægger sig måske den demokratiske retorik – men ord koster ikke noget.
Enhver organisation, der bruger civile som skydeskive for politisk vindings skyld, står ikke til at redde, uanset om gruppen, ligesom Hamas og Hizbollah, yder social hjælp: Hvis Oxfam eller Red Barnet sprængte busser i luften, ville de være terroristgrupper, ikke humanitære organisationer.
Den 2.maj trak Natan Sharansky sig ud af premierminister Ariel Sharons regering, idet han advarede om, at hvis man undlod at kæde de israelske indrømmelser sammen med palæstinensiske demokratiske reformer, ville man “styrke terrorens magt.” De amerikanske og europæiske embedsmænd kan måske rose fremskridtene inden for det palæstinensiske demokrati, men Sharansky har ret, når han spørger til oprigtigheden af denne retorik. For mens Mellemøstens befolkninger oprigtigt stræber efter demokrati, så har de amerikanske og europæiske embedsmænd trods alt en kedelig fortid, hvor de har haft for vane naivt at værdsætte ord mere end virkelighed.
I sidste instans er det israelske liv, der står på spil.
Michael Rubin er redaktør af Middle East Quarterly og fastansat videnskabsmand ved American Enterprise Institute.
